Historie

Lidt af Tved Vandværks historie:




Som det ses af mødereferatet på siden med vedtægter blev andelsselskabet »Tved Vandværk« stiftet den 16. juli 1947 ved et møde på »Rebækgård«.



Ifølge de sirlige tegningslister var der 30 andelshavere fra starten.

Af de flot bevarede gamle dokumenter fremgår ikke klart, hvem der var den egentlIge initiativtager, men mon ikke det var prokurist og møller C. F. Petersen på Dalby Mølle, der da også var formand de første 22 år.

Dalby Mølle stillede også vandværksgrunden gratis til rådighed, mod at få leveret gratis vand til »2 lejligheder + bilvask«.

Denne særordning ophørte efter 4 år.



Teknisk koordinator var »teknisk konsulent« Frederik Bisbjerg, »Lindegården« i Hejls. Arbejdet med etablering af pumpehus og hovedledninger blev udført af entreprenør C. og L. Jensen, Kolding for en samlet pris på kr. 50.000,-

Alle leveringsfrister blev overholdt, og vandværket var i stand til at levere vand fra et tidspunkt omkring julen 1947.



Vandværket voksede stille og roligt op gennem 50'erne uden de store udvidelser. Da det store byggeboom kom fra 1961 og fremad i vort område, begyndte det at knibe med at levere nok vand til de højt beliggende områder på Skovly og Møllegærdet.



I 1971 etableredes boring 2 ved Dalby Mølle, da der efterhånden var blevet 238 andelshavere.

Det skulle snart vise sig, at heller ikke denne nye boring helt kunne klare udviklingen i vort område.

Der var mange klager over vandforsyningen, og om sommeren var der forskellige former for vandingsforbud.



Da Løjpen og Fjeldparken kom til fra 1973 blev det besluttet at udbygge vandværket med endnu en ny boring, på engen bag Idyl 21 og 23 (boring 3), samt tre nye store filterbassiner, et større rentvandsbassin og nye pumper.

I forbindelse med denne store udvidelse sørgede den siddende bestyrelse for at alle tilladelser var i orden, hvilket senere fik betydning, da Kolding kommune næsten samtidig borede ca. 200 meter øst for den nye boring og fandt så meget vand der, at man ville kunne pumpe 3 millo kbm. vand op pr. år. Formand Ronald Skou protesterede mod Kolding kommunes boring og fik medhold hos landvæsenskommissionen.

Kommunens boring kan stadig ses ved stien langs Møllebækken ved Bøgevænget.


Vandforbruget var enormt.


I 1976 brugte ca. 400 forbrugere 162.000 kbm. vand, og i 1980 brugte de 180.000 kbm.

Det store forbrug skyldtes hovedsageligt spild via gamle ledninger af eternit, som herefter blev udskiftet systematisk.

Vandingsforbud var ikke længere nødvendig, og da skiftende skatteministre hen ad vejen har lagt diverse afgifter på vandforbruget falder forbruget fortsat, således vandværket i dag,2014 kun udpumper ca. 73.000 kbm. vand til vore 706 forbrugere.


1988 blev hydroforen fjernet på vandværket og VLT-styring monteret i stedet for.


1990 blev der etableret bundfældningsbassin for skyllevandet ved vandværket.

I de senere år har vandværket været tvunget ind i miljøproblematikken på grund af de høje grønne afgifter, der er pålagt "producenten"

Det har således været nødvendigt at sætte målere på hos hver enkelt forbruger, samt være meget opmærksom på huller i vore ledninger for at undgå vandspild.

Medio maj 1997 fandtes et hul på en stikledning i Idyl som lækkede med ca. 2.800 liter vand pr. time.


1998: Efter henvendelse fra vandværksejer Kiil-Jensen i Rebæk, som ønskede at nyde sin pension uden at være ansvarlig for vandforsyningen, blev der for flere år siden indledt forhandlinger om overtagelse/fusion af vandforsyningen i Rebæk. Kolding kommunes byråd godkendte den 7. april 1998, at Tved Vandværk overtog vandforsyningen af de  ca. 160 husstande i Rebæk på de mellem parterne indgåede betingelser. Tilslutningen skete den 9. juli 1998. Hver husstand betalte kr. 2866,- for at blive tilsluttet Tved Vandværk, eller i alt kr. 458.000,-

Vandværksejer Kill-Jensen betalte for den nye hovedledning fra Gl. Tved ad strandstien  til Stranden i Rebæk og han betalte også for nedlæggelse og fjernelse af det gamle vandværk ved sin bopæl.

Siden er en trykforøgerstation på Søbakken blevet fjernet og der er renoveret forsyningsledninger og etableret målerbrønde ved de fleste af husstandene i Rebæk.


2007: Efter forudgående aftale etableredes i foråret nødforbindelse mellem TREFOR Vand og Tved Vandværk ved at anlægge en 110 mm ledning fra TREFORs hovedledning i Idyl ind på vandværksgrunden.  Installationen blev anbragt i en stor plasticbrønd. Pris for hele installationen kr. 68.000, hvor hver part betalte halvdelen.  Forbindelsen har siden flere gange været i funktion i forbindelse med renoveringsarbejder på vandværket.



De seneste par år er der brugt store økonomiske midler på at flytte målere ud i målerbrønde, således at forbrugerens vand måles ved skellet.

Dette program vil blive fuldført, således alle forbrugere om nogle år alle vil have målerbrønd ved skel i stedet for deres stophane.



Vandværket er meget optaget af at vort vand til stadighed kontrolleres for miljøgifte/pesticider og lignende.

Der udtages flere prøver af såvel boringer som det udpumpede vand end der foreskrives fra Vejle Amt.

Det er fortsat en glæde at konstatere, at vort vand er i absolut topklasse og helt fri for giftrester.



Tved Vandværk fremstår i dag som et teknisk og økonomisk veldrevet vandværk der helt lever op til tidens og forbrugernes krav om godt og rigeligt vand i høj kvalitet.


Formænd gennem tiden

1947 - 1969: Møller/prokurist C. F. Petersen

1969 - 1974: Bygmester Martin Friis

1974 - 1980: Tømmer Ronald Skou

1980 - 2009: Per Poulsen

2009 -        : Søren Bolvig